Februars To-Do liste

DSC09079

Hjemmelavet tapas for nogle uger siden. 

Det er laaang tid siden sidste indlæg her på bloggen. Mit job og ikke mindst sygedage for både mit og Luca’s vedkommende har taget alt den tid jeg normalt har til at eksperimentere i køkkenet, tage billeder og ikke mindst skrive her på bloggen ♥ Så endelig sidder jeg her foran computeren igen, med stearinlys og kaffe på bordet. Nedenunder sidder Martin og ser TV og Luca sover trygt på hendes værelse. Det er så dejligt afslappende, når jeg trækker stikket og sætter mig her og fordyber mig i mine drømme, ideer og alt det der giver mig energi.

Jeg er blevet enormt glad for min fine indflyttergave, som jeg fik i september. Det var den smukke kalender fra Atelier Aarhus, som jeg sidder med hver eller hver anden aften for at finde ro og overblik i en, til tider, hektisk hverdag. Bagerst i kalenderen foreslog min søster, at jeg løbende kunne skrive de ting, som jeg gerne vil gøre i den kommende måned – og det har jeg selvfølgelig gjort. Jeg synes det er en fin måde at gemme mine håb, ønsker og drømme på ét sted ♥ Nedenfor vil jeg nævne 10 ting, som jeg vil gøre i februar.

DSC09064

  • Lave et fastelavnskostume til Luca. Det skal ikke være noget helt vildt, men alligevel håber jeg at det kan blive fint og sødt. Jeg havde egentligt tænkt at hun skulle være en lille skovtrold, men hun vil vist selv gerne være katten Emil fra Postmand Per 🙂
  • Bage fastelavnsboller. Jeg starter allerede i denne weekend. Martin elsker dem og vi vil selvfølgelig nyde, at vi er ved at være tæt på denne højtid. Jeg vil lave almindelige fastelavnsboller af gærdej, men også wienerbrøds fastelavnsboller (det har jeg aldrig prøvet før, så jeg glæder mig meget til).
  • I weekenden skal Martin og jeg have en kæreste dag. Vi skal lave lækker mad (vi har ikke bestemt os for hvad det skal være endnu) og i biografen og se ”The Founder”. Da vi begge har elsket at arbejde på Mc. D i mange år, så var det selvfølgelig den valget faldt på.
  • Fylde vores skønne lejlighed med smukke tulipaner og andre fine forårsblomster ♥
  • Fortsætte med at dyrke yoga på stuegulvet om aftenen. Jeg er blevet så glad for det og nyder både den kropslige og mentale ro det giver mig. Jeg følger en yoga instruktør på youtube, som hedder Adrian. Der findes garanteret et hav af gode youtube instruktører, men lige nu er jeg ret glad for hende.
  • Læse Hella Joof’s bog: ”Papmaché-reglen”  IGEN. Jeg slugte den på én lørdag og var henrykt. Den kan klart anbefales og den skal helt sikkert gå på omgang blandt min familie, venner og kollegaer, så snart jeg selv har læst den igen. Sikke humoristisk og lærerig.
  • Begynde at gøre altanen klar til foråret. Vi vil også begynde at kigge efter et havemøbler,  som kan passe godt ind på vores store altan.
  • Sidst på måneden skal jeg deltage på et meditationskursus hos FOF sammen med min søster. Jeg glæder mig utroligt meget. Jeg deltog for flere år siden i et 2-ugers meditations kursus i Kathmandu i Nepal. Det var en helt speciel, hård og fantastisk oplevelse, men jeg fik aldrig implementeret meditationen i min hverdag. Det er jeg opsat på nu, ikke mindst fordi jeg kan mærke at jeg har brug for at koble helt af fra hverdagens mange forventninger, forpligtigelser og ansvar – bare i en kort stund hver dag. Jeg glæder mig til at finde ud af hvilken meditationsform jeg skal til at lære om.
  • Sortere i mit tøjskab!!!
  • Spise tapas med min mor og søster på en ganske almindelig mandag aften ♥ Det bliver så hyggeligt.

DSC09055

… Og meget mere af det her i februar selvfølgelig ♥

Madplan uge 3

DSC08984

En smuk kanelkage med perlesukker på toppen ♥

Jeg bagte den her smukke kanelkage i eftermiddags. Den skulle bage et stykke tid længere, end jeg havde regnet med. Den endte derfor med at blive sendt ind og ud af ovnen et par gange, før den var helt færdig. Jeg må prøve at bage den et par gange mere og se om lidt mindre deg og lidt længere bagetid giver en helt perfekt kage. Den smagte aldeles godt og jeg synes simpelthen, at den ser så flot ud. Det er en fryd for øjet, når den vokser i ovnen og får det fine mønster.

Madplan uge 3

Mandag: Thai suppe af grøn karrypasta, kokosmælk, kylling, babymajs, rød peber, frisk koriander og ris.

Tirsdag: Halve squash fyldt med kødsovs og med ost på toppen. Dertil en grøn salat af spinat, avokado og revet rødbede.

Onsdag: One pot – med kylling, spagetti, spinat, champignon, hvidløg, soltørrede tomater, fløde. Ideén med ”One pot” er, at hele måltidet tilberedes i samme gryde. Mindre opvask og kort tilberedningstid passer perfekt til en hverdagsaften.

Torsdag: Rester eller rugbrød med pandestegt torskerogn.

Fredag: Fiskefrikadeller på rugbrød med remulade og citron.

Lørdag: Tapas med forskellige typer chorizo, lufttørret skinke, oliven, rødbedehumus, ost, pesto, flutes og saltede mandler. Jeg glæder mig allerede !

Søndag: Crunchwraps med spicy svinekød og salat, tomat og mayo. Det var Martins eneste ønske til den ugens madplan 🙂

DSC09004Smukke tulipaner fra min svigermor. 

DSC08961

En smuk aften himmel. Jeg elsker den fine udsigt fra vores stue. 

DSC09003

De nybagte flutes blev brugt som pølsebrød til aftenens hotdogs. 

Jeg håber, at i får en god start på næste uge ♥

//Regine Elisabeth

Sprøde ovnbagte selleri pommes frites.


DSC08948

Det bliver ikke bedre. SUNDE SPRØDE pommes frites uden fedtstof!!! De smager herligt og passer perfekt til både bøf, kylling, laks eller til en hjemmelavede burger. Jeg synes, at det er en genial måde, at få aftensmaden til at bestå af flere grove grøntsager, uden at det bliver kedeligt at spise. Rodfrugter er jo så utroligt sunde for os og giver en god mæthedsfornemmelse. Luca var helt vild med dem og spiste til, at der ikke var flere tilbage. Vi spiste pandestegt laks til og dyppede de sprøde pommes frites i hvidløgsmayo og ketchup.

Ingredienser

  • 1 Knoldselleri
  • 5 dl. Rasp
  • 4 Æg
  • Salt

Fremgangsmåde

  1. Skrællen skæres af knoldselleriet. Det skæres i skiver og derefter i lange stave.
  2. Æggene piskes sammen og stavene dybbes deri.
  3. Rasp blandes med salt og stavene vendes heri. Derefter kommes de på en bradepande med bagepapir.
  4. Bages ved 180 grader varmluft i ca. 40 minutter. Hold øje med dem undervejs.

 

DSC08952

Jeg serverede dem på et stykke bagepapir på et stort træspækbræt, hvor der også var plads til hvidløgsmayo og ketchup. Jeg synes det så flot ud på bordet med det lidt rustikke look og vi synes, at det var hyggeligt at spise af samme ”tallerken” ♥

Det perfekt tilbehør til weekendens aftensmad – god fornøjelse ♥

//Regine Elisabeth

Crunchwraps

dsc08926Jeg ved ikke hvor mange crunchwraps jeg har spist på mine rejser i USA, men det er MANGE. Jeg har altid købt dem på Taco Bell, som er min absolut ynglings fastfood restaurant blandt det store udvalg i USA. De serverer tacos og burritos i alle afskygninger til ualmindelig lave priser. Martin er heldigvis også vild med Taco Bell, så der var aldrig nogen tvivl om hvor frokosten skulle spises, hvis der var en Taco Bell i nærheden, på vores vej tværs over USA. Crunchwraps er en pandekage, som lukkes omkring krydret oksekød, en tacoskal, salat, ost, tomater og mayo. På Taco Bell har de selvfølgelig en ”toaster”, der på samme tid varmer crunchwrappen både for oven og forneden. Det har vi ikke herhjemme, men det gik altså fint med, at toaste den på begge sider på en varm pande.

dsc08932

De er perfekte både som aftensmad, men også i madpakken. Hvis man gerne vil lave en lidt sundere udgave, kan man f.eks. vælge at bytte mayonnaisen ud med guacamole og bruge grove tortillapandekager istedet for de almindelige hvide. Det smager skønt uanset!

Opskrift på 6 CRUNCHWRAPS (3 personer)

Ingredienser:

  • 8 Totilla pandekager
  • 200 g revet mozzarella eller cheddar ost
  • 500 g hakket oksekød
  • 6 tacoskaller
  • mayonnaise (kan evt. blandes op med skyr eller cremefraiche)
  • 1 fed hvidløg
  • ½ icebergsalat
  • 15 cherrytomater
  • 1 rødpeber
  • Krydderier til det hakkede oksekød. Vi brugte oregano, basilikum, timian, lidt paprika, lidt chili, salt og peber.

Fremgangsmåde:

  1. Det hakkede kød steges på en pande og smages til med de ønskede krydderier. Mayonnaise blandes med hvidløg. Du kan evt. bruge min opskrift på hjemmelavet mayonnaise. 
  2. Læg en totillapandekage på panden. Panden må ikke være for varm.
  3. Drys lidt revet ost i en cirkel. Husk at cirklen ikke må være større, end at du kan folde siderne op omkring fyldet tilsidst.dsc08913
  4. Kom et lag hakket oksekød på.dsc08914
  5. Knæk en tacoskal og placer den oven på det hakkede kød, så den danner en cirkel. dsc08915
  6. Kom et lag hvidløgsmayo oven på tacoskallen.dsc08916
  7. Spred et lag fint hakket salat, kvarte cherrytomater og fint hakket rødpeber derpå. dsc08919
  8. Placer en kvart pandekage øverst. Drys med lidt revet ost i kanterne af den og fold siderne op omkring fyldet. Osten sikrer at crunchwrappen holder sig helt lukket.dsc08920
  9. Tryk den lidt sammen, vend den forsigtigt og skru højt op for varmen.dsc08923
  10. Tryk crunchwrappen mod panden med din hånd eller med en paletkniv. Vend den og gentag.
  11. Efter ca. 30 sekunder på hver side er crunchwrappen færdig. (længere tid hvis du ikke har skruet helt op for varmen). Den skal have en flot gylden farve på begge sider.dsc08924
  12. Skær crunchwrappen over med en skarp kniv.

dsc08940

Når alle elementerne er gjort klar til crunchwrappen, så tager det faktisk kun to minutter at lave én crunchwrap. Vi startede med at lave én til hver og da de var spist, gik jeg op i køkkenet og lavede flere. Det er dejligt nemt, når det ikke tager længere tid. Rigtig god fornøjelse.

// Regine Elisabeth

 

Madplan uge 2

dsc08911

Hyggestund med mormor ♥ Der læses Mor Muh.

Vi har haft en helt forrygende weekend med små besøg fra både venner og familie. Derudover er tiden blevet brugt på at lege med Luca’s mange gaver fra både jul og fødselsdag og når Luca har sovet sin middagslur, har jeg blandt andet lavet nye forsyninger med musli, sunde knækbrød, remulade, mayonnaise og rugbrød.

Du kan se opskriften på min müsli HER. I denne omgang byttede jeg hasselnødderne i opskriften ud med ekstra mange mandler og tilføjede også en deciliter kokosmel til müslien. Efter müslien var afkølet hakkede jeg 150 g. tørret mango og blandende i, inden det kom på glas. Det smager helt fantastisk og kan varmt anbefales.

dsc08879

Müslien afkøler på køkkenbordet. Lyset fra stuen er helt fantastisk.

Opskriften på de sunde knækbrød jeg lavede er HER. Jeg byttede én deciliter kerner ud med én deciliter boghvedemel. De smager bare så godt, indeholder hverken fedtstof eller hvedemel og er derfor bare en helt perfekt og super sund snack til madpakken.

Madplanen er selvfølgelig tilbage igen, selvom at vi sprang over i sidste uge. Jeg kan nu altså bedst lide at vide, hvad vi skal have alle dagene og ikke mindst, at have handlet det hele inden når jeg står op mandag morgen.

Madplan uge 2

Mandag: Crunchwraps. Noget jeg har fået utallige gange i U.S.A på Taco Bell. Endelig fik vi eksperimenteret med det 🙂 Opskrift kommer en af de følgende dage.

Tirsdag: Laks med pesto bagt i ovnen. Dertil ovnbagte selleri pommesfrites og smørstegt spidskål.

Onsdag: Chili con carne med brune ris, totilla chips og rå gulerodsstænger.

Torsdag: Rester eller rugbrød med tunsalat.

Fredag: Skipperlapskovs med frisk hakket persille. Mmh.

Lørdag: Ovnbagt kyllingbryst og kartofler. Dertil en salat med rucola, granatæble og avokado.

Søndag: Hotdog med gode pølser, hjemmelavede pølsebrød, ristede løg, syltede agurker og ketchup.

dsc08854

Køleskabet blev fyldt op med en god portion remulade og mayonnaise.

dsc08892

Stolhed over at eje sin egen (løbe) cykel ♥

//Regine Elisabeth

 

Nytårsforsæt

15878875_10154909446629133_732414949_n

Aftensnack – Vand med citron og isterninger og frisk pomelo dertil. Det er vel januar 🙂

Januar, januar, januar… Jeg tror ikke jeg er den eneste, der har taget hul på januar, med en meget blandet følelse i kroppen. Jeg startede 1. Januar ud med en boblende energi i kroppen. Jeg tog med glæde oprydningen efter både fødselsdags- og nytårsfest da Luca stod op ved 8 tiden, alt imens drømmene om, hvad det nye år skal indebære optog mine tanker. Som dagen skred frem tiltog trætheden dog alligevel og ikke mindst stressen over, at jeg allerede dagen efter skulle have den første arbejdsdag i 2017. Jeg elsker mit job ! Men når det er sagt, så elskede jeg virkelig også denne juleferie med min familie og venner. Jeg elskede dagene på stuegulvet med Luca’s julegaver, julefrokosterne med skøn julemad, uovertruffent selvskab og ikke mindst besøget fra Norge fra d. 30 til d. 1. Julepynten, julesangene og julehumøret er nu pakket ned indtil næste år, og er istedet byttet ud med den helt almindelige hverdag, som vi pt. forsøger at finde tilbage til uden for meget stress og jag.

Det betyder også, at vi for første gang længe kun har en ide om, hvad ugens aftensmad skal bestå af. Jeg tog ud og handlede i mandags og fyldte bare vognen med almindelige grøntsager, tørvarer og lidt forskelligt kød, som jeg tænkte kunne udgøre en eller anden form for nem og hurtig hverdagsmad. På en eller anden måde så har det være lidt afslappende, at vi bare har brugt, hvad vi lige har haft i skabene og sat aftensmad sammen efter det.

15935865_10154909446519133_661729208_n

Inden der fejres fødselsdag i dagplejen med pølsehorn, dadelkugler og balloner ♥

Jeg elsker at drømme om, hvad det kommende år skal fyldes med. Jeg kan godt lidt at sætte mål og skrive dem ned. Egentligt betyder det ikke frygteligt meget for mig om det ikke lige opfyldes i første omgang. Det giver mig energi at tale og tænke på, hvordan jeg gerne vil være og hvordan jeg ønsker vores hverdag skal forløbe. Typisk for Martin og jeg er, at han drømmer stort og taler om store rejser, ting eller gøremål, når vi taler om fælles drømme for det nye år, hvorimod jeg altid vender tilbage til de små ting i hverdagen, som jeg måske har spekuleret på i langtid og som jeg nu vil forsøge at ændre på. Jeg tror på, at der altid er noget vi kan ændre eller påbegynde i vores liv, så vi hele tiden bliver lidt bedre forældre, kærester, bror, søster, ven eller kollega. Det betyder ikke, at vi ikke er gode nok som vi er nu, men bare at der altid er plads til små forbedringer.

Mine nytårsforsæt 2017

  • Dyrke yoga hjemme på stuegulvet minimum 4 gange om ugen. Både for at få en bedre fysik og kropsfornemmelse, men også for at skabe mental ro for dagens mange krav, opgaver og udfordringer. Jeg har fundet en youtube kanal med en god instruktør.
  • Sørge for at vores hjem er fuldstændigt ryddet op, når vi går i seng. Jeg synes, det er så skønt at stå op til et helt rent og ryddeligt hjem. Det giver mig så meget energi i løbet af dagen.
  • Arbejde mere fokuseret på at lave mad fra bunden og bringe det videre til jer herinde. Ofte forsøger jeg mig med rigtig mange ting i køkkenet, som desværre ikke når ud på bloggen. Det er noget, der ærger mig helt vildt!
  • Bruge længere tid på at læse bøger med Luca inden sengetid. Hun er vild med at få læst bøger og derfor vil jeg gerne forsøge at forlænge den tid, hvor hun kan koncentrere sig om at få læst højt. Jeg håber virkelig på, at jeg i mange år endnu kan få lov til at vise hende det smukke og helt unikke univers, der findes i bøger, som jeg selv holder så meget af.

15909024_10156212494943084_359926088_o

Juleaften – Vi er klar til at danse om juletræet!

//Regine Elisabeth

Madplan uge 50

dsc08827

Hjemmestrikket halstørklæde til Luca ♥

Det er simpelthen så dejligt, at der kun er 4 dage til JULEAFTEN. Den her arbejdsuge må gerne gå rigtig hurtigt, så vi kan få taget hul på de mange juledage fyldt med hygge og dejlig dansk julemad ♥ De seneste dage har Martin og jeg gået og snakket om, hvilke juletraditioner vi vil skabe i vores lille familie. Luca er ved at være så stor, at hun forstår og husker en del, så derfor synes vi også, at det er tid til at få begyndt på det. Vi holder ikke juleaften hos os selv, så det bliver mest traditioner d. 23, juledag og 1. juledag.

Jeg er vant til at komme i kirke juleaftensdag, og vil rigtig gerne gøre det til en tradition her hos os. Desværre ligger gudstjenesterne og børnegudstjenesterne lige midt i Lucas middagslur, så det må blive næste år. Martin synes, det kunne være dejligt at gå en lang tur i skoven fra morgenstunden, så vi er helt klar til aftenens julemad. Det synes jeg er en pragtfuld idé og jeg er sikker på, at Luca også vil elske det. Derudover skal vi have risengrød til morgenmad (Luca elsker det) og ellers bare have ro og tid til hygge, selvom vi skal afsted senere på dagen. Vi har aftalt at alt tøj, sko og Luca’s ting skal være pakket og lagt frem d. 23, så vi undgår at stresse rundt d. 24. 1.juledag skal der bare være tid til at kigge på og lege med alle gaverne. Aftensmaden skal være pizzaer fra det lokale pizzaria. På den måde bliver vi klar til endnu en omgang julemad til 2.juledags julefrokost 🙂

Madplan uge 50

Mandag: Spagetti og kødsovs. Dertil salat med frisk spinat, rødløg, ærter og fetaost. 

Tirsdag: Kogt hamburgerryg med sovs og kartofler. 

Onsdag: Aspargessuppe med friske asparges til og et godt groft brød.

Torsdag: Rester

Fredag: Kyllingelår med teriaki-marinade og pastasalat. 

Lørdag: Flæskesteg, Andesteg, kartofler, brunede kartofler, rødkål og chips. (Mmh, mine tænder løber allerede i vand)

Søndag: Pizza fra det lokale pizzaria. 

dsc08847

// Regine Elisabeth Jensen

Opskrift på sundt slik – Dadelkugler

dsc08832

Herhjemme kan vi allerede mærke hvordan julens mange ”treats” begynder at blive mere hverdag end fest 🙂 Det skal der selvfølgelig være plads til, men for et lille hoved som Luca bliver det hurtigt til lidt for meget. Derfor lavede jeg nogle skønne dadelkugler i eftermiddags, så der var lidt godt, MEN sundt til ganen. Vi håber på at den ”kolde tyrker” i januar måske ikke bliver så slem endda, nu hvor vi har fundet en skøn erstatning for alle de lækre julegodter. Måske dukker der flere sunde alternativer op løbende – det håber jeg.

dsc08829Kaffe, sundt slik og starten på et tørklæde til Luca.

Vi spiste nogle af de lækre dadelkugler til eftermiddagskaffen, inden vi idag gik igang med hovedrengøring og sortering på Luca’s værelse. Hun har fødselsdag nytårsaften og derfor ved vi, at der bliver brug for mere plads på værelset efter både jul og fødselsdag. Vi regner med, at vi kan bytte lidt ud i legetøjet i løbet af året, så hun stadig bliver ved med at bruge, alt det hun godt kan lide.

Opskrift på Dadelkugler (ca . 30 stk)

  • 1 dl mandler
  • 2 dl friske dadler (efter stenene er fjernet)
  • ½ økologisk banan (eller 1/3 almindelig banan)
  • 1 tsk ren vaniljepulver fra urtekram
  • kakaopulver/kokosmel/lakridsrodspulver

Fremgangsmåde

  1. Mandlerne blendes helt fint i foodprocesser
  2. Dadler, banan og vaniljepulver tilsættes og blendes indtil massen er ensartet.
  3. Der trilles kugler af dadelmassen og de vendes i fx. kakaopulver, kokosmel eller lakridsrodspulver.
  4. Herefter stilles de på køl i en times tid.

Du kan også vende dadelkuglerne i fint blendede mandler, frysetørrede bær eller dyppe dem i mørk chokolade. Vores favorit var klar dem med kakaopulver – mmmh.

dsc08842

Vores bænk på altanen fyldt med gran, hyacinter og fine lanterner.

dsc08823

Real Madrid fans ! ♥

dsc08841

Vores hyggelige altan ♥

dsc08814

Kassen med kalendergaver vidner om, at det snart er JUL. Vi glæder os.


dsc08801

Leg fra morgenstunden – vores elskede Luca.

//Regine Elisabeth

 

Madplan uge 50

dsc08791

En skøn jordskokkesuppe med sprød parmaskinke.

I weekenden fik jeg de fineste blomsterløg af min farmor. Det var tulipan-, vintergæk- og påskeliljeløg. Jeg har plantet dem i mine krukker på altanen idag og smidt mine sommerblomster ud. Jeg har sat et fint bundt havre op på min hjemmelavede stigereol og pyntet vores bænk med gran, hyacinter og et lille grønt træ. Det er noget tid siden, at vi fik sat vores juletræ op og sat en lyskæde derpå. Der ser simpelthen så fint ud, når det er mørkt. Så alt i alt er vores altan blevet juleklar og en nydelse at se på indefra stuen ♥

Madplan Uge 50

Mandag: Jordskokkesuppe med sprød parmaskinke og purløg. 

Tirsdag: Stegte andelår med kogte kartofler og frisk rødkålssalat med appelsin. 

Onsdag: Æggekage med kogte kartofler i (rester fra tirsdag). Dertil friske cherrytomater, purløg, stegt bacon og ristet rugbrød.

Torsdag: Rester eller rugbrød med tunsalat.

Fredag: Boller i karry med ris og frisk skårede æbletern.

Lørdag: Hakkebøf med pommes frites og hjemmelavet bearnaise. Dertil bønnesalat med feta og rødløg.

Søndag: Kåldolmere i spidskålsblade (kødet er rester fra fredagens boller i karry). Dertil en couscoussalat med rucola, avokado og cherrytomater. 

 

dsc08783

Den fineste havre til fuglene på altanen – det ser så hyggeligt ud.

Spicy nudelsuppe med friske koriander og stegte champignon

dsc08773

De kolde blæsende dage lige nu kræver virkelig en god varm og krydret suppe til at varme sig på og ikke mindst til at holde influenzaen LANGT væk. Jeg har netop bestilt en super god omega-3 olie til Luca og omega-3 kapsler til mig, af samme grund. Jeg drikker te med frisk ingefær, lime og lidt honning – fordi det smager godt og er super sundt. Denne suppe har også en god mænge ingefær og det gør den sund og får den til at smage fantastisk.Vi gider simpelthen ikke mere sygdom her hos os..!

dsc08770

 

Spicy nudelsuppe med friske koriander og stegte champignon til 4 personer

Ingredienser

  • 2 spsk. rød karrypasta (alt efter hvor stærkt du vil have det)
  • Ingefærknold på omkring 6 cm
  • 3 fed hvidløg
  • ½ L hønseboullion
  • 1 dåse kokusmælk
  • 200 g brede risnudler ca.
  • 100 g champignoner
  • Frisk koriander
  • Bønnespirer
  • Lime
  • Kyllingebryst

Fremgangsmåde

  1. Nudlerne koges i en gryde med vand i 3 minutter og hældes over med koldt vand.
  2. Blend den røde karrypasta med hvidløg, ingefær og halvdelen af kokusmælken. Jeg bruger min stavblender med minihakkeren på.
  3. Den fint blendede masse kommes i gryden og varmes op.
  4. Boullion og resten af kokusmælken tilsættes til suppen. Den småkoger i 15 minutter.
  5. Suppen smages til med salt og nudlerne tilsættes i de sidste 5 minutter.
  6. Bønnespirer, kylling, stegte champignoner, lime og koriander serveres i små skåle ved siden af, så man selv kan fylde det i sin suppeskål.

Jeg steger kyllingen i ovnen sammen med champignonen. Suppen kan sagtens spises uden kylling, men så svarer opskriftstørrelsen kun til 2 portioner istedet for 4.

dsc08769

//Regine Elisabeth