Hjemmelavede syltede rødbeder

DSC00736

Jeg elsker, når jeg kan lave noget lækkert til BILLIGE penge. Lige i øjeblikket må man sige, at rødbeder er enormt billige. Jeg gav 5 kr. for ét kg. Wauw. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle igang med at sylte endnu engang. Det er nemlig ikke længe siden, at jeg lavede de her lækre syltede rødløg.

Som i sikkert har lagt mærke til i mine madplaner, så har vi ofte én dag om ugen med rester eller rugbrød. Mange vil nok tænke, at det er frygteligt kedeligt, men hvis man har lidt ekstra godt at putte oven på pålægget – syltede rødløg, syltede rødbeder, salat eller andet, så synes jeg, at det er en fantastisk aftensmad. Ikke nok med at det er nemt, så er det også en god måde at få spist pålægsrester, aftensmadsrester og andet fra køleskabet. Vi smider SJÆLDENT mad ud. Vi når som regel, at få spist alt inden det bliver dårligt, en af grundene til dette er nok, at vi ikke er specielt kritiske ifht. datamærkning, så længe at råvarerne er i OK stand og smager fint, så bliver de spist herhjemme.

DSC00735

Her er opskriften på min farmors skønne syltede rødbeder ♥

Ingredienser til syltederødbeder

2 kg rødbeder

1 kg sukker

1 liter eddike

1 laurbærblad

10 nelliker

  1. Rødbederne vaskes godt og kommes i en gryde med vand.
  2. Rødbederne koges i ca. 1 time – alt efter størrelsen. Det skal være sådan, at en gaffel giver slip, når den stikkes ned i en rødbede.
  3. Vandet hældes fra de færdigkogte rødbeder og der kommes rigeligt med koldt vand ud over dem. Dette gør at skrællen løsnes fra rødbeden.
  4. ”Smut” skrællen af rødbederne (det er så let at skubbe skrællen af) og skær dem i skiver.
  5. Lagen af eddike, sukker, laurbær og nelliker koges op. Når det små koger kommes rødbedeskiverne i og gryden tages af blusset, så snart lagen igen har kogt op.
  6. Rødbedeskiverne og lagen hældes på rene, ny-skoldede sylteglas og de lukkes med det samme. Glassene stilles på køl.
  7. Lad rødbederne stå og trække i ca. 1 uge og brug dem derefter som tilbehør til pålæg, aftensmad eller andet. Disse rødbeder kan holde sig ca. 1 år på køl på trods af, at der ikke er tilsat atamon. Juhuuu 😉

DSC00733

Atamon er ikke decideret sundhedsskadeligt i så små mængder, som det normalt bliver brugt i disse sammenhænge. Jeg har dog den holdning, at hvis jeg let kan undgå at bruge det, så gør jeg det. Atamon er et konserveringsmiddel, som gør, at de syltede rødbeder kan holde sig længere. Nogle bruger også atamon til at desinficere sylteglassene med – ved at putte lidt atamon i glasset, ryste det godt og derefter hælde det ud igen. Der kan man istedet bruge en smule vodka.

I økologiske varer er det ikke tilladt at anvende atamon. Du kan læse mere om atamon og lidt om forskellige forskningsforsøg med atamon HER, fra magasinet ØKOLOGISK.

//Regine Elisabeth

 

1 Comment

  1. Pingback: Drikkeyoghurt og madplan for uge 42 – Frk quintero

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *