At mærke efter og give slip ..

Efter mange mange overvejelser, har jeg truffet en ret stor beslutning. En stor beslutning, fordi jeg giver afkald på et ”hjertebarn”, som de sidste år har fyldt rigtig meget hos mig.

Jeg har valgt at lukke bloggen ned!

På en måde er det lidt skørt, fordi jeg faktisk har flere læsere end nogensinde før. Men jeg tror, at man nogle gange er nødt til at give slip på noget, for at lukke ny og måske endda bedre energi ind. Jeg vil ikke køre på gamle rutiner – bare fordi at ”det vel er mig?”. Jeg vil minde mig selv om, at jeg hele tiden ændrer og udvikler mig, får nye værdier og nye interesser.

Det er en meget underlig og angstprovokerende følelse at sige stop. Men jeg er de seneste måneder blevet rigtig god til at mærke efter i mig selv – mærke den der mavefornemmelse, som jeg ikke har kunnet mærke længe. Og derfor ved jeg, at det er det rigtige valg for mig.

Jeg har lyst til at bruge min energi og tid andre steder. Dels har Martin og jeg gang i et andet projekt, som kommer til at tage en del af min tid fremadrettet og dels har jeg brug for bare at være.. Ikke at skulle måle og veje hver en ingrediens, som jeg kommer i gryden, når jeg laver mad – fordi jeg liiige tester en ekstra gang. Ikke at skulle tage billeder af mad foran mine børn – fordi jeg har brug for dagslys for at tage gode lyse billeder. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at lave mad på slum, sætte tænderne i vaflerne lige når de er blevet sat på bordet og flade ud på sofaen – uden for mange to-do’s foran skærmen, når børnene er puttet. Det er, hvad jeg har brug for. Ikke fordi jeg er træt og udkørt, men fordi jeg vil tage aktive beslutninger i mit liv, som rent faktisk matcher den jeg er lige i dette sekund. Og jeg kan mærke, at det er tid til det nu.

Jeg kommer til at beholde min instagram profil – FrkQuintero – fordi det er et nemt, hurtigt og uforpligtende medie. Så jer der ikke følger mig derinde endnu, skal endelig hoppe ind og trykke – FØLG – på min profil.

Jeg vil sige jer tusinde tak, fordi i har fulgt med.. Det har jeg virkeligt sat pris på.

// Regine Elisabeth

2 Comments

  1. Susanne Nørgaard marts 6, 2019 at 10:06 pm

    Det er godt at følge sin mave fornemmelse!
    Held og lykke til dig i alt hvad du foretager dig fremover og tusind tak for at have delt smukke billeder og gode opskrifter ❤️

    Reply
    1. RegineElisabeth marts 9, 2019 at 8:52 am

      Hej Sanne.
      Ja, det er nemlig godt. Så selvom det her valg er ret trist for mig så føles det samtidigt fuldstændigt rigtigt. Tusinde tak og i lige måde til både dig og jeres skønne familie <3 Og mange mange tak fordi du har læst med og kommenteret på rigtig mange af mine indlæg. Det har gjort mig så glad - og det gør det heldigvis stadig 🙂 Knus til dig

      Reply

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *