Sprøde løgringe

 

Lækre sprøde løgringe med ketchup til. Mums – det var virkelig noget alle herhjemme kunne li’. Løgene bliver søde og bløde og skorpen sprød og let saltet. En snack, som helt sikkert kun skal høre weekenden til..! Selv om man nu sagtens kunne mæske sig med dem til hverdag, hvis ikke man skulle tænke på den manglende sunde tilberedning 🙂 Men engang imellem er det nu godt. Denne weekend har både stået på to portioner løgringe, pizza fra det lokale pizzaria i byen, slik, sodavand og rundstykker. Så bliver det vist ikke bedre 🙂 Selvom vi går meget op i god og sund mad herhjemme, så hænder det da, at vi rammer nogle virkelig usunde weekender – heldigvis ♥

Ingredienser:

  • 2-3 mellemstore løg
  • 2 dl mælk
  • 1 stort æg
  • 2 dl hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 dl panko rasp
  • Smagsneutral olie til fritering

Fremgangsmåde:

  1. Løgene pilles og skæres i ringe af ca. 1 cm tykkelse
  2. Mel, bagepulver og salt blandes i en skål.
  3. Løgene fordeles på en tallerken eller bageplade og drysses med en smule af melblandingen. Jeg brugte en lille si.
  4. Ægget piskes helt ud i mælken i en anden skål.
  5. Mælk og æggeblandingen tilsættes til melblandingen og der piskes indtil dejen er helt ensartet uden klumper. Jeg brugte et almindeligt piskeris.
  6. Løgringene dyppes i dejen. Ca 5 løgringe af gangen.
  7. Herefter tages de op en efter en, dryppes af og vendes i panko raspen til de er dækket med rasp på alle sider.
  8. De færdige løgringe lægges på en tallerken.
  9. Når alle løgringe er dyppet i raspen friteres de. Endten i en frituregryde eller i en almindelig gryde. Olien skal være ca. 150°c.
  10. Når løgene er gyldenbrune, tages de op og drysses med en smule salt.
  11. Serveres med ketchup og/eller aioli.

Løgringene med panko rasp er klar til fritering..!

Gyldne, sprøde løgringe.

Luca var vild med de ”sprøde chips” – som hun kaldte dem.

//Regine Elisabeth

(Visited 30 times, 1 visits today)

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *