Drikkeyoghurt og madplan for uge 42

dsc08065Vi kender nok alle sammen de dage, hvor man stryger fortravlet ud af døren, fordi man snoozede vækkeuret én gang for meget, eller kom til at hygge lidt for længe i sofaen med lange kram, dyner og bamser, inden dagen for alvor blev sat igang. De dage hvor man ikke har haft tid til at spise morgenmad med mand og barn, fordi man har været nødt til at ordne praktiske ting, for at alle har kunne komme afsted. Ja, de dage findes regelmæssigt hos os, selv om at vi bestræber os på at spise morgenmad og drikke kaffe sammen alle tre, inden den står på påklædning, sætte hår, pakke tasker og smøre madpakker. Oftes lykkes det os, men på dagene hvor det ikke gør, er det fantastisk at kunne fylde sin drikkeflaske med en mættende drikkeyoghurt, som kan nydes i bilen inden der tages hul på arbejdsdagen. Drikkeyoghurten er selvfølgelig også skøn som tilbehør til den obligatoriske og lidt kedelige havregryn med mælk eller til en hyggelig brunch i weekenden med venner eller familie. Luca elsker den og får også sommetider et lille glas af den, hvis hun skal have noget ekstra lækkert om aftenen i weekenderne.

Drikkeyoghurten er kun lavet af ting, som vi altid har i køkkenet. Man kan selvfølgelig sagtens bruge andre bær eller frugter som smagsgivere, men bananen er super godt til at give sødme 🙂 Jeg opbevarer den i køleskabet i en glasflaske med et stykke husholdningsfilm over. Den kan ca. holde sig i ca. 5 dage. A38 eller andre surmælksprodukter indeholder mælkesyrebakterier, som booster dit immunforsvar så det kan bekæmpe influenza og lignende. Det er derfor super sundt at starte dagen med et glas af denne drikkeyoghurt. Jeg kommer desuden altid en smule chiafrø i lige inden jeg skal drikke den, for at gøre den sundere og mere mættende.

dsc08087

Drikkeyoghurt med jordbær og banan

Ingredienser

  • 7 dl A38 (jeg bruger en økologisk 0,5 % fra Arla)
  • 1 moden banan
  • 1 frisk dadel
  • 2 dl frosne jordbær
  • 1 tsk. ren vaniljekorn (det kan selvfølgelig også være almindelig vaniljesukker)
  • 1 spsk. akaciehonning
  • evt. chiafrø

Alle ingredienser blendes indtil drikkeyoghurten er uden klumper. Jeg glæder mig til at lave forskellige slags af denne drikkeyoghurt i den kommende tid. En dejlig og lidt sommeragtig start på de mørke morgener, som her starter 5.45 🙂

dsc08064

Madplan uge 42

Mandag: Rugbrød med roastbeef, ristede løg og hjemmerørt remulade.

Tirsdag: Traditionel medister med kartofler, syltede rødbeder og brun sovs. Dertil en frisk grøn salat med forårsløg, tomater, majs og frisk    mozzarella.

Onsdag: Hokaidogræskarsuppe med ristede solsikkefrø, creme fraiche og grovboller.

Torsdag: Rester

Fredag: Burgere med selleribøffer og hjemmelavet aioli. Dertil bønnefritter.

Lørdag: Enebærgryde med kartoffelmos og en salat af revne rodfrugter.

Søndag: Stjerneskud med ristet rugbrød under.

Idag lavede jeg en ny omgang syltede rødbeder og tænkte derfor, at det ville være perfekt med medister i denne uge.  Vi er netop nået i bund med de rødbeder jeg lavede i februar – se opskriften HER 🙂 De er utrolig nemme at lave. Derudover lavede jeg en ny omgang mayonnaise, som i næste uge skal danne basen til både remuladen og aioli’en – mums. 

dsc08057

Weekend morgenmad når det er bedst ♥

(Visited 6 times, 1 visits today)

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *