Et skridt mod en sundere livsstil

Et nyt projekt

Jeg har netop skudt et nyt projekt igang herhjemme, hvor jeg over det næste år, vil forsøge at erstatte mange af de forarbejdede basis madvarer, som fylder vores køkken, med hjemmelavede produkter, der ikke er fyldt med alverdens tilsætningsstoffer.

Tilsætningsstofferne (e-numrene) i den mad vi køber, er enten tilsat for at forbedre holdbarheden, smag, konsistens eller farven på madvarerne. Alt sammen usunde og unaturligere egenskaber som maden tilføjes. Det betyder altså, at vi ikke aner, hvad der egentlig er i den mad vi køber – medmindre man er en haj til at forstå hvad de forskellige e-numre betyder og hvad det har af indflydelse på maden. Det er grunden til at jeg har påbegyndt dette projekt – for selv at finde tilbage til de naturlige ingredienser i hverdagens madvarer og dermed leve et lidt sundere liv.

Det er klart, at det kommer til at tage mere tid, end det gør at smide varer fra supermarkedets hylder ned i vognen og måske endda også lidt dyrere, men det er en prioritering som vi har lavet herhjemme, velvidende om at jeg får lidt mindre tid til TV, læsning og andet i hverdagen.

Nogle af de ting som jeg vil lave, skal erstatte de ting som vi bruger næsten hverdag, f.eks mayonnaise, bouillon, tomatsovs, hvor andre ting bliver noget jeg laver engang imellem, når jeg skal bruge det i madlavningen som f.eks forskellige slags pesto, bønnespirer eller karry. Jeg synes, at det her er en god måde at blive klar over hvad vi putter i munden og forholde sig kritisk til det. Måske finder jeg ud af, at nogle af tingene er lige så sunde og gode som dem man kan købe i supermarkedet og at andre ting virkelig er værd at lave selv.

En stor del af det bliver selvfølgelig også at lære alle madlavningens grundteknikker – hvilket jeg glæder mig utroligt meget til. Jeg vil finde den hurtigste og mindst besværlige måde at lave de forskellige ting på fra bunden, for netop at kunne nå det i en travl hverdag. Jeg er virkelig spændt på, hvor stor differencen er i pris, mellem de produkter jeg selv laver og dem som jeg normalt køber. Jeg vil forsøge at regne en ca. pris ud på det jeg laver og sætte det op imod de købte.

Mit forhold til sund mad

Jeg er absolut ikke fanatisk i forhold til dette, men synes det er en enormt spændende, at skulle skabe mine egne basisvarer til køkkenet og på den måde skabe ”renere” måltider. Der er ingen tvivl om, at der selvfølgelig stadig skal være plads til kager, slik og andre usunde og ”ikkehjemmelavede” produkter. Vi vil dog forsøge at bygge hverdagens måltider op omkring gode, solide og sunde madvarer.

14139165_10154471369219133_417684106_o

Til trods for at Martin og jeg altid har levet sundt, ændrede vores holdning sig til mad, da vi fik Luca. Vi har siden hun kom til verden været meget fokuseret på hendes mad. Da hun som 6 måneder gammel begyndte at indtage fast føde, var der ingen af os der kunne nænne andet, end at fylde hende med hjemmelavet mad, som var baseret på gode råvarer. I dag hvor hun er 1,5 år, har vi det helt fint med, at hun får et stykke kage eller en mad med pålægschokolade i ny og næ. Dog består hendes måltider stadig af sundt og nærende mad. Vi har fundet ud af, at der er masser ting, som hun bliver mindst lige så henrykt af i stedet for slik og andre usunde ting. Det er blandt andet majs, ærter, frugt eller brød. Det skal dog siges, at det begynder at blive lidt sværere og jeg er sikker på, at det er noget lettere at køre denne stil med ét barn frem for to.

14123468_10154471369074133_1381189914_o

Det kommer til at kræve en hel masse små glas og bøtter til at opbevare tingene i, massere af research på nettet og i bøger og ikke mindst en hel del gåpåmod 🙂 Men jeg kan næsten ikke vente på at komme igang med min liste – som allerede er lang. Det kommer selvfølgelig til at gå i det tempo, der passer ind i vores hverdag og det vil aktiviteten på bloggen sommetider afspejle.

Jeg håber at I vil finde det interessant at følge dette projekt og måske endda blive inspireret til at gøre det sammen eller til at forsøge jer med nogle af tingene derhjemme. Jeg vil holde jer opdateret, når jeg har lavet noget nyt, men selvfølgelig også lave indlæg om alt muligt andet – som jeg plejer.

Laver I noget fra bunden derhjemme?  Smid endelig en kommentar. Det kunne jo være at det er noget, som skal på min egen liste 🙂

//Regine Elisabeth

7 Comments

  1. Maria august 26, 2016 at 8:37 pm

    Det lyder som et utroligt spændende projekt. Jeg bliver inspireret til at starte med, at mine morgenmadsprodukter bliver gjort “rene”, f.eks. hjemmelavet mysli. Det betyder bare alt med en rigtig god start på dagen.Glæder mig til at følge projektet.

    Reply
    1. RegineElisabeth august 27, 2016 at 7:40 am

      Rigtig god idé Maria. Det skal bestemt også på min liste. Hjemmelavet músli kan jo laves på så mange lækre måder – det kunne egentligt også være godt som topping på en sund smoothie? 😀 Tak for inspiration. Du har fuldstændig ret . Morgenmaden har så stor betydning for en god start på dagen og ofte spiser man sundere i løbet af dagen hvis man har startet sundt ud.

      Reply
  2. Sanne august 29, 2016 at 8:04 am

    Müsli, knækbrød, smoothies, hotdog brød og pesto er skønt og nemt at lave “fra bunden” og så smager det altså bare bedre De ting kunne jeg ikke finde på at købe. Jeg glæder mig til at få inspiration til flere gode ting her på din blog!

    Reply
  3. Sanne august 29, 2016 at 9:37 am

    Müsli, knækbrød, pesto, hotdog brød og smoothies kunne jeg ikke finde på at købe ‘færdigt’, men jeg glæder mig til inspiration til at lave flere ting fra bunden.

    Reply
    1. RegineElisabeth august 29, 2016 at 12:37 pm

      Det lyder bare rigtig godt. Jeg skal da helt klart prøve at bage hotdogbrød – det kan jo næsten kun være fantastisk 🙂 Tak for god inspiration – tænker desuden ofte tilbage på dine spændende salater og andre gode ting du lavede 🙂 <3

      Reply
  4. Pingback: Septembers To-Do Liste – Frk quintero

  5. Pingback: Nøddesmør – Frk quintero

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *