Hjemmelavet persillepesto på 10 minutter

 

Mine højbede bugner med bønner, salat, krydderurter, sommerporrer og persille. Drivhuset er fyldt med både røde og grønne tomater, chili og kommende auberginer. Det er skønt. Jeg forsøger at bruge så meget som muligt i aftensmaden, det ville være så ærgerligt hvis det endte med, at blive dårligt før vi fik det brugt.

Jeg skal bruge pesto til aftensmaden to gange i denne uge – til kyllingesandwich og pasta med kyllingfars og pesto. Derfor lavede jeg idag en hjemmelavet pesto af de store mængder persille, som vokser i haven og MUMS – det blev SÅ lækkert.

DSC07452

Jeg elsker ideen om, at den mad jeg serverer til min familie ikke er forarbejdet og proppet med tilsætningsstoffer. Desværre er tiden og økonomien den største hindring herhjemme i forhold til at opfylde dette, men jeg forsøger så ofte det er muligt at lave tingene fra bunden. Det er en rar følelse, at vide præcis hvad der er i min mad og desuden også at dufte til de friske råvarer undervejs. Kvalitet frem for kvantitet – altså hellere lidt, men godt. En holdning som jeg er vokset op med hjemme hos mine forældre og som jeg forsøger at basere både vores indkøb og madlavning på. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan blive fristet af billigt og spændende forarbejdet mad, for selvfølgelig bliver jeg det. Men tanken om købe få gode råvarer, der bliver spist op frem for at fylde køleskabet med en masse mad, som i sidste ende ryger i skraldespanden, er både inspirerende og nødvendig – hvis du spørger mig.

DSC07437

Opskrift på hjemmelavet persillepesto:

Ingredienser:

  • Ca. 60 g persille ( jeg tror det svarer til ca. 3 persilleplaner som kan købes i supermarkederne)
  • 40 g  smuttede mandler
  • 50 g reven parmesan ost
  • 1 stort fed hvidløg
  • 6 spsk olivenolie
  • saften fra ½ citron
  • 1,5 tsk salt
  • en smule peber

DSC07439Fremgangsmåde:

  1. Mandlerne smuttes og persillen vaskes
  2. Mandler, persille, olie, salt, peber, hvidløg og citronsaft blendes i en foodprocesser
  3. Parmesanosten rives og tilsættes først når pestoen har blendet så længe. at den har en passende konsistens.
  4. Kom ekstra olie i hvis pestoen bliver for tør. Den skal gerne være cremet og lækker.
  5. Når parmasanosten er blendet i, smages pestoen til med yderligere salt, peber og hvidløg.

Pestoen kan også bruges på en skive brød med ost og tomat, som dip til friske grøntsagsstænger eller oven på ovnbagt laks. Jeg lavede en stor portion, hvor der både er nok til de to aftensmadsretter og til et par skiver brød. Pestoen kan holde sig ca. en uge i køleskabet.

DSC07449 (1)

God fornøjelse

// Regine Elisabeth

(Visited 8 times, 1 visits today)

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *