Måned: april 2016

Koreansk Barbeque

DSC01905

Igår var min mor og to søstre på besøg herhjemme. Vi lavede koreansk barbeque, som kun min yngste søster har spist før. Hun er meget fascineret af Korea og skal efter gymnasiet rejse rundt i syd Korea. Jeg synes det er så spændende og jeg glæder mig over det eventyr hun snart skal opleve. Jeg har selv elsket at rejse og jeg er sikker på hun vil elske det mindst ligeså meget. Jeg synes det er spændende, at blive inspireret af det hun fortæller om deres Koreas madkultur. Jeg blev bestemt ikke skuffet, da vi alle sammen sad over racletten igår og spiste det stærke, friske og velsmagende mad, mens vi snakkede og hyggede os.

DSC01910

Som billederne viser, er der mange små retter som indgår i koreansk barbeque. Udover flæsk og oksekød var der syltet kinaradise, forårsløg vendt i chili, hjertesalatblade, soya med chili og sesamfrø, basmatiris, hvidløg skåret i tynde skiver, pandekager med skiver af squash og peberfrugt, Kim Chi (en koreansk specialitet som er syltet krydret kinakål) og derudover en stærk koreansk soyabønnepasta.

DSC01908

Ideen med koreans barbeque er at kød og hvidløg steges på racletten undervejs. Når kødet efterhånden er færdigstegt, fylder man sit hjertesalatblad med de komponenter, som man har lyst til. Derudover får alle en skål kogte ris, som kan spises ved siden af med ske eller kommes i salatbladet.

collage

Der findes et hav af youtube videoer, som viser hvordan man kan lave dette mad. Kim Chi, det koreanske soyabønnepasta og kinaradisen er købt i en af de asiatiske butikker i Aalborg. Derudover er alt købt i et almindeligt supermarked. Oksekødstrimlerne er skåret af en flank steak og de små flæske stykker er skåret af almindeligt skiveskåret flæsk. Det er bestemt ikke sidste gang jeg skal have koreansk barbeque. Mums 🙂

//Regine Elisabeth

 

 

Madplan uge 17

DSC01546

I fredags købte jeg de her flotte lilla tulipaner i Føtex. 50 stk for 50 kr – vildt billigt. Det var en fantastisk måde at starte weekenden på. Jeg elsker friske blomster og ikke mindst tulipaner. Den forlængede weekend har været FYLDT med hyggelige sammenkomster med både venner og familie. Det har været så dejligt, at se så mange søde mennesker og samtidig have tid til at være os selv og hygge os herhjemme ♥ Jeg glæder mig til næste uge, hvor jeg håber på, at få tid til, at købe højbede til de mange spirer, som jeg har både indenfor og i drivhuset. Det er skønt, at der er lyst længe om aftenen nu. Det giver tid til at få plantet lidt efter Luca er blevet puttet. DSC01536

Madplan uge 17

Mandag: Vietnamesiske forårsruller med krydrede oksekødsstrimler, frisk koriander og friske grøntsager. 

Tirsdag: Grillet laks med pesto og store bagte kartofler. Dertil grillede tomater og løg. 

Onsdag: ”Korean-barbeque” på raclette. Jeg har aldrig prøvet dette før, så glæder mig til, at min søster skal introducere det for mig.

Torsdag: Farspandekage med revet gulerod og hvidkål (Det hele laves på en stor pande). Dertil rugbrød med smør.

Fredag: Engelskbøf med stegteløg, brunsovs og agurkesalat. Dertil nye små kogte kartofler.

Lørdag: Kartoffelpizza med cherrytomater, hvidløg og kyllingestrimler. Dertil en grov salat af rodfrugter og frisk spinat.

Søndag: Caesar salat med kylling og tomat bruchetta.

Her er der lidt billeder fra vores weekend

DSC01567

DSC01900

DSC01650

DSC01625

DSC01666

// Regine Elisabeth

Hjemmelavede sprøde Chili Cheese Tops

DSC01500

En rigtig greasy snack, som vist kun skal høre weekenderne til. Men – mmmh – hvor var det godt, da vi i søndags endelig fik taget os tid til, at lave chili cheese tops selv. Både Martin og jeg har i mange år arbejdet på Mc.Donalds og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi ELSKER maden derfra. Vi har længe snakket om, at det kunne være sjovt at lave chili cheese tops selv. De bliver vist aldrig som de helt ægte fra Mc. Donalds, men hold nu op det var en god eftermiddagssnack. Vi fik ihvertfald stillet vores Mc.Donalds ”cravings” en smule.

DSC01494

Vi spiste de sprøde chili cheese tops med en edemamebønne-humus og totilla-chips.

Ingredienser

  • 200 g revet cheddarost
  • 200 g revet mozarellaost
  • 2 æg
  • ½ glas fint hakkede syltede jalapenjos
  • Mel
  • Rasp
  • Rapsolie
  • Salt&Peber

Ost, ét æg, lidt mel og de fint hakkede jalapenjos røres sammen. Herefter trykkes de sammen til små kugler. Det tager lidt tid, at få dem til at hænge sammen. De rulles i mel, som er tilsat lidt salt og peber. Herefter dyppes de i et sammenpisket æg og rulles i rasp. Når alle kuglerne er rullet i rasp, lægges de i den varme olie i ca. 3 minutter. Velbekomme – lækre sprøde chili cheese tops.

DSC01496

//Regine Elisabeth

Madplan uge 16

DSC01515

Weekenden her på landet er gået med at købe små kyllinger og gøre hønsehuset klar til dem, samle gyngestativ og have besøg af min mor, far og søster. Sikke mange skønne ting. Vi glæder os til regnen aftager, så vi kan opholde os ude i længere tid af gangen.

Madplan for uge 16

Mandag: Nudelsuppe med champignon og porrer. Dertil et lækkert groft brød.

Tirsdag: Wok med broccoli, gulerødder, løg, hvidløg, kylling og frisk spinatpasta.

Onsdag: Rester eller rugbrød med tun, æg, tomat og agurk.

Torsdag: Hel lakseside bagt i ovnen med citron og urter, små kogte kartofler vendt i frisk hakket persille. Dertil en salat af fennikel, frisk spinat, radiser og mozarellaost.

Fredag: Tærte med laks fra torsdag, spinat, asparges og hytteost. Dertil salat fra torsdag eller frosne grøntsager stegt på panden.

Lørdag: Stegt kylling med honningmarinade og sesamfrø, ris og coleslawsalat. 

Søndag: Hjemmelavede pølsehorn med blendet broccoli i dejen.

//Regine Elisabeth

Madplan uge 15

DSC01442

Så er det blevet tid til næste uges madplan. På en lang køretur hjem fra vores venner i Herning i lørdags, fik vi ideer til denne uges madplan. Sommetider bliver aftensmaden herhjemme til noget andet på dagen, hvis vi f.eks glemmer at få taget kød op, hvis der er meget tilovers fra dagen før, eller hvis vi er pressede med tid. Vi forsøger dog som udgangspunkt, at holde os til madplanen da det er den, som vi har købt alt ind efter. Jeg synes, det er en fantastisk måde at vinde tid og overskud på i hverdagen. Vi diskuterer aldrig, hvad der skal stå på aftenens menu og hvem derskal handle ind fra dag til dag. Jeg handler kun én gang om ugen – SKØNT.

Madplan uge 15

Mandag: Millionbøf med kartoffel-broccoli-mos og hvidkålssalat.

Tirsdag: Tacoskaller med forskelligt salatfyld og stegte små torske stykker. Dertil salsasovs og creme fraiche.

Onsdag: Rester eller rugbrød.

Torsdag: Kyllingefrikasse med små kogte kartofler og gulerodssalat. 

Fredag; Herregårdsbøf med købte pommes frites og (forhåbentligt) hjemmelavet bearnaise sovs.

Lørdag: Skipperlapskovs med masser af frisk hakket persille og rugbrød med smør

Søndag: Vietnamesisk karamelliseret svinefars med ris og forskellige pandestegte grøntsager

DSC01440

God søndag ♥

//Regine Elisabeth

 

 

10 ting jeg vil lave i april

DSC01436

Endelig er april her og hvor glæder jeg mig til skønne forårsdage med masser af sol. Livet på landet bliver en lille smule dejligere end det var i forvejen, når de fineste små forårsblomster dækker græsset og fuglene kvidrer så snart solen står op. Jeg nyder, at vi har mulighed for at være ude når vi kommer hjem i hverdagene. Vi har de sidste dage trodset gråvejr og støvregn og opholdt os ude så lang tid som Luca har kunne holde sig varm – mig med en frisk brygget kaffe i hånden og Luca med en banan. Sikke hyggeligt. Det er noget andet end livet inde midt i Aalborg med en lille altan, som den eneste private udendørs kvadratmeter 🙂 Jeg har mange ting, som jeg gerne vil nå i løbet af april, dog uden at stresse over det. Jeg når det som jeg når ♥

DSC01430

10 ting jeg vil lave i april. 

  1. Spise koreansk barbeque med mine søstre ♥
  2. Plante de små spirer til køkkenhaven ud.
  3. Klørgøre et gammelt hønsehus, så vi kan få anskaffet os et par høns som kan lave lækre frisk æg til os.
  4. Købe et godt sæt regntøj samt gummistøvler til Luca
  5. Spise på en hyggelig restaurant med min farmor til hendes 75 års fødselsdag.
  6. Begynde til Yoga – der blev desværre ikke tid til det i sidste måned. Så nu prøver jeg igen 🙂
  7. Lave sunde ”skyr” is til Luca, så hun også kan få lidt ekstra godt engang imellem.
  8. Tage på loppemarkeder og finde fine ting til mit hjem ♥
  9. Drikke eftermiddagskaffe på kanten af sandkassen.
  10. Hækle et hvidt pudebetræk til sofapuden. Jeg er så småt igang 🙂

 

DSC01428

//Regine Elisabeth

Madplan uge 14

DSC00746

Så er det blevet tid til næste uges madplan. Et meget kort indlæg idag, da jeg har en del gøremål, inden jeg kan gå i seng senere ♥ Jeg håber i har haft en skøn uge og har mange dejlige ting at fortage jer i den kommende 🙂

Madplan uge 14

Mandag: Frikadeller med stuvet hvidkål og ovnbagte bønner

Tirsdag: Risotto med kylling og fint hakket broccoli. Dertil en salat af revet rødbede, hakket frisk spinat og avocodo. 

Onsdag: Rugbrød med ristet frisk torskerogn (hvis jeg stadig kan få det hos fiskehandleren – ellers må det blive fra dåse) og remulade. 

Torsdag: Jordskokkesuppe med pandestegt chorizo,et lækkert brød og brødcroutoner.

Fredag: Nachos med oksekød, guacamole, cremefraiche og salsa. Dertil en grov salat med frisk spinat, revet gulerod, bladselleri og fint hakket rødkål.

Lørdag: Peberbøffer med små kartofler bagt i ovnen og bearnaisesovs. Dertil ovnbagte gulerødder.

Søndag: Pasta cabonara samt ristet rugbrød med smør. 

//Regine Elisabeth