Kategori: Uncategorized

SUND nutella

 

Efter MANGE forsøg har jeg endelig fundet frem til den perfekt opskrift på sund nutella! Den smager himmelsk og kan både bruges på brød, grød eller bare med ske 🙂 (Luca’s foretrukne). Nutellaen tager ca. 20 minutter at lave og der bliver omkring 2 dl. Prisen for den er ca. 30 kr., så den er ikke meget billigere end en almindelig nutella – til gengæld er den laaaangt sundere.

Ingredienser:

  • 100 g mandler
  • 100 g mørk chokolade. evt. 70 %. (fint hakket)
  • 2 spsk. honning
  • 3 spsk kokosolie
  • én knivspids fint salt

Fremgangsmåde:

  1. Steg mandlerne ved høj varme på en tør pande, indtil de begynder at få farve.
  2. Kør mandlerne i en foodprocessor indtil de bliver ”flydende”(Se billede). Det tager ihvertfald 10 minutter, så vær tålmodig. Det første lange stykke tid forbliver mandlerne som en tør masse.
  3. Tilføj honning, salt og fint hakket chokolade til mandelmassen og blend det en smule.
  4. Smelt kokosolien i en gryde og hæld det ned i foodprocessoren (lidt af gangen), mens massen blendes. Kom kokosolien i indtil nutellaen har opnået den ønskede konsistens.
  5. Hæld nutellaen på glas og opbevar det i et skab i køkkenet.

Øverste billede: Den færdige mandelmasse. Nederste billede: Massen er klar til den smeltede kokosolie.

En klassiker i forklædning! Mmmmm. God fornøjelse.

//Regine Elisabeth

Endelig, endelig, endelig

Endelig fik vi forsikringspenge for vores gamle kamera, valgt et nyt kamera og lavet et indlæg her på bloggen. Det er laaang tid siden sidst og jeg nyder at få gang i bloggen igen ♥. Valget af kamera blev pludselig meget sværere end jeg havde regnet med, da jeg fandt ud af at SONY havde lavet en ny kamera serie udover den type kamera, som vi tidligere har haft. Vi kunne ikke bruge vores gamle linser (uden en dyr adapter) på de nye kameraer og de havde derudover også nogle mangler (men også goder) i forhold til vores gamle kamera. Så valget om at springe med på den nye bølge eller holde fast i det gamle velkendte var svær. Vi valgte dog at gå med det nyeste kamera fra den kameraserie, som vi havde før – et SONY alfa 68, hvor vi stadig kan bruge alle vores linser! Jeg er indtil videre rigtig godt tilfreds med købet og er imponeret over, hvor meget der er sket med kvaliteten af kameraet siden vi fik vores første! Klik på linket her for at se vores nye kamera.

Lidt billeder fra den seneste uges tid, hvor jeg har nydt vores nye kamera.

Duftende liljekonvaller som minder mig om min søde farmor, fordi det er hendes yndlingsblomst ♥

De to billige stedmoderblomster som jeg købte i Rema for noget tid siden vokser så fint og er fyldt med blomster.

En gåtur i skoven med sødeste Luca. 

Fredagshygge på altanen med kaffe, grissinistænger og humus rester. 

De kæreste små hænder. 

 

Der er fyldt med jordbær blomster på jordbærplanter i år. Vi glæder os til at smage!

Både hvidløg og rødløg spirer godt i de nye højbede.

Verdens bedste og ikke mindst billigste legetøj! 

Der smages på de syrlige skovsyrer. Mums!

Dild på altanen. Det varer ikke længe før vi kan drysse lidt på vores laksemad.

//Regine Elisabeth

Sprøde ovnbagte selleri pommes frites.


DSC08948

Det bliver ikke bedre. SUNDE SPRØDE pommes frites uden fedtstof!!! De smager herligt og passer perfekt til både bøf, kylling, laks eller til en hjemmelavede burger. Jeg synes, at det er en genial måde, at få aftensmaden til at bestå af flere grove grøntsager, uden at det bliver kedeligt at spise. Rodfrugter er jo så utroligt sunde for os og giver en god mæthedsfornemmelse. Luca var helt vild med dem og spiste til, at der ikke var flere tilbage. Vi spiste pandestegt laks til og dyppede de sprøde pommes frites i hvidløgsmayo og ketchup.

Ingredienser

  • 1 Knoldselleri
  • 5 dl. Rasp
  • 4 Æg
  • Salt

Fremgangsmåde

  1. Skrællen skæres af knoldselleriet. Det skæres i skiver og derefter i lange stave.
  2. Æggene piskes sammen og stavene dybbes deri.
  3. Rasp blandes med salt og stavene vendes heri. Derefter kommes de på en bradepande med bagepapir.
  4. Bages ved 180 grader varmluft i ca. 40 minutter. Hold øje med dem undervejs.

 

DSC08952

Jeg serverede dem på et stykke bagepapir på et stort træspækbræt, hvor der også var plads til hvidløgsmayo og ketchup. Jeg synes det så flot ud på bordet med det lidt rustikke look og vi synes, at det var hyggeligt at spise af samme ”tallerken” ♥

Det perfekt tilbehør til weekendens aftensmad – god fornøjelse ♥

//Regine Elisabeth

Nytårsforsæt

15878875_10154909446629133_732414949_n

Aftensnack – Vand med citron og isterninger og frisk pomelo dertil. Det er vel januar 🙂

Januar, januar, januar… Jeg tror ikke jeg er den eneste, der har taget hul på januar, med en meget blandet følelse i kroppen. Jeg startede 1. Januar ud med en boblende energi i kroppen. Jeg tog med glæde oprydningen efter både fødselsdags- og nytårsfest da Luca stod op ved 8 tiden, alt imens drømmene om, hvad det nye år skal indebære optog mine tanker. Som dagen skred frem tiltog trætheden dog alligevel og ikke mindst stressen over, at jeg allerede dagen efter skulle have den første arbejdsdag i 2017. Jeg elsker mit job ! Men når det er sagt, så elskede jeg virkelig også denne juleferie med min familie og venner. Jeg elskede dagene på stuegulvet med Luca’s julegaver, julefrokosterne med skøn julemad, uovertruffent selvskab og ikke mindst besøget fra Norge fra d. 30 til d. 1. Julepynten, julesangene og julehumøret er nu pakket ned indtil næste år, og er istedet byttet ud med den helt almindelige hverdag, som vi pt. forsøger at finde tilbage til uden for meget stress og jag.

Det betyder også, at vi for første gang længe kun har en ide om, hvad ugens aftensmad skal bestå af. Jeg tog ud og handlede i mandags og fyldte bare vognen med almindelige grøntsager, tørvarer og lidt forskelligt kød, som jeg tænkte kunne udgøre en eller anden form for nem og hurtig hverdagsmad. På en eller anden måde så har det være lidt afslappende, at vi bare har brugt, hvad vi lige har haft i skabene og sat aftensmad sammen efter det.

15935865_10154909446519133_661729208_n

Inden der fejres fødselsdag i dagplejen med pølsehorn, dadelkugler og balloner ♥

Jeg elsker at drømme om, hvad det kommende år skal fyldes med. Jeg kan godt lidt at sætte mål og skrive dem ned. Egentligt betyder det ikke frygteligt meget for mig om det ikke lige opfyldes i første omgang. Det giver mig energi at tale og tænke på, hvordan jeg gerne vil være og hvordan jeg ønsker vores hverdag skal forløbe. Typisk for Martin og jeg er, at han drømmer stort og taler om store rejser, ting eller gøremål, når vi taler om fælles drømme for det nye år, hvorimod jeg altid vender tilbage til de små ting i hverdagen, som jeg måske har spekuleret på i langtid og som jeg nu vil forsøge at ændre på. Jeg tror på, at der altid er noget vi kan ændre eller påbegynde i vores liv, så vi hele tiden bliver lidt bedre forældre, kærester, bror, søster, ven eller kollega. Det betyder ikke, at vi ikke er gode nok som vi er nu, men bare at der altid er plads til små forbedringer.

Mine nytårsforsæt 2017

  • Dyrke yoga hjemme på stuegulvet minimum 4 gange om ugen. Både for at få en bedre fysik og kropsfornemmelse, men også for at skabe mental ro for dagens mange krav, opgaver og udfordringer. Jeg har fundet en youtube kanal med en god instruktør.
  • Sørge for at vores hjem er fuldstændigt ryddet op, når vi går i seng. Jeg synes, det er så skønt at stå op til et helt rent og ryddeligt hjem. Det giver mig så meget energi i løbet af dagen.
  • Arbejde mere fokuseret på at lave mad fra bunden og bringe det videre til jer herinde. Ofte forsøger jeg mig med rigtig mange ting i køkkenet, som desværre ikke når ud på bloggen. Det er noget, der ærger mig helt vildt!
  • Bruge længere tid på at læse bøger med Luca inden sengetid. Hun er vild med at få læst bøger og derfor vil jeg gerne forsøge at forlænge den tid, hvor hun kan koncentrere sig om at få læst højt. Jeg håber virkelig på, at jeg i mange år endnu kan få lov til at vise hende det smukke og helt unikke univers, der findes i bøger, som jeg selv holder så meget af.

15909024_10156212494943084_359926088_o

Juleaften – Vi er klar til at danse om juletræet!

//Regine Elisabeth

Novembers To-Do

 

dsc08420
Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver langtidhævet grydebrød i ovnen. Mmh – det smagte himmelsk.

Så er vi allerede nået et stykke ind i november, og sneen ligger som en dyne over hustagene og ikke mindst vores altan. Vores skråvinduer ser så hyggelige ud, når de er dækket af de mange fine snekrystaller. Jeg har holdt fødselsdag og haft gæster hele weekenden, så der har ikke være meget plads til at skrive indlæg. Til gengæld har jeg fået taget mange fine billeder. Jeg er så glad for, at jeg har nået alle de ting som jeg gerne ville i oktober. Jeg arbejder stadig på den perfekte opskrift på karry. Det er en spændende process, som dufter fantastisk når krydderierne brændes af på panden og efterfølgende knuses i morteren.

Til min fødselsdagsbrunch lavede jeg cheesecakes med lakridsbund og kirsebær på toppen. Jeg har aldrig prøvet at lave en cheesecake før, så jeg fulgte Anne Mette Voss opskrift fra hendes kagebog ”Kagekarma”. Jeg kan varmt anbefale denne bog til alle, som vil lave smukke og velsmagende kager. Bogen indeholder både lette, svære og mere tidskrævende kager. Derudover er opskrifterne er utroligt godt beskrevet. Fordelen ved at lave en cheesecake er, at den kan laves dagen før og stå klar til servering når gæsterne ankommer. Vi serverede rundstykker, scramble æg, stegt bacon, pølser, kødpålæg, ost og røget laks med citron og hjemmerørt mayonnaise. Det er måske lidt utraditionelt med laksen, men det hitter virkelig og er altid væk som det første på bordet.

Jeg fik mange skønne gaver. Helt utroligt og overraskende fik jeg en KENWOOD MAJOR TITANIUM – 1500W  køkkenmaskine 😀 Jeg er sikker på, at det er enhver madglad kvindes drøm at eje sådan en. Jeg har ihvertfald drømt om den i flere år. Den kan simpelthen ALT, med dens kraftige motor og de uendeligt mange tilbehørsdele som jeg kan købe eller ønske mig fremadrettet. Jeg er helt vild glad for maskinen og skønner på den, hver morgen når jeg ser den på køkkenbordet. Selvfølgelig skal den stå fremme! Jeg fik faktisk også mange andre gaver bla. luksus sengetøj fra Kronborg i hvidt, et smukt skærebræt i mørkt træ fra Trip Trap (nu Skagerak), ”Kagemagi” af Anne Mette Voss og Ditte Julie Jensen, syv magreteskåle i forskellige størrelser i blå nuancer, en røreskål og tre grydeskeer, et skærebræt fra Jamie Oliver og ikke mindst en flot rød/pink neglelak fra Chanel.

dsc08415

En luftig, sød og frisk cheesecake med kirsebær, citron, lakrids og masser af smør 🙂

Vi nød weekenden i fulde drag. Luca og hendes to ”norske” kusiner legede fantastisk godt trods alders forskellen. De havde sådan savnet hinanden. De nussede og krammede hinanden, så snart de stod i døråbningen. Jeg selv, stod med våde øjne da jeg så dem pile op af trapperne for at sige hej til Luca ♥ Lørdag aften var der, efter en kaotisk putning af tre piger, der hellere ville lege videre, tid og ro til at samle op på de sidste tre måneder over kaffe og rødvin. Det blev sent før vi gik i seng og det var både med en følelse af lykke og samtidig ærgrelse over den store afstand mellem os i hverdagen. Selvom vi ofte skyper, så er det ikke helt det samme, som når vi rigtig er sammen. Det vigtigste er selvfølgelig, at vi hver især trives, hvor vi bor og det må man sige at vi gør ♥ Vi rejser til Norge på fredag for at være sammen med dem igen, så heldigvis skal vi ikke vente længe denne gang.

dsc08393

De tre kusine, som legede side om side hele weekenden ♥

Noverbers to-do

  • Læse ” Eske Willersen – han gør det døde levende” færdig
  • Holde fødselsdag både på fredag og lørdag med min søde familie og svigerfamilie (d.4 og 5)
  • Begynde at købe julepynt og kreative ting, når jeg ser noget fint eller sjovt
  • Købe resten af gaverne til Luca’s julekalender. Vi har købt noget brugt dublo som gaverne blandt andet skal indeholde. Derudover skal hun selvfølgelig også have søde julemænd og kravlenisser, som kan stå på hendes værelse
  • Sidst på måneden skal jeg have købt et smukt juletræ og en lyskæde dertil, som kan pynte på vores altan
  • Lave hjemmelavet medister med min mor
  • Lave adskillige simreretter i min nye smukke Le Creuset gryde i farven OCEAN, som jeg har fået af min højt elskede farmor!
  • Fejre Mortens aften, hvor vi skal lave and med alt tilbehør.
  • Til frisør og have klippet spidser.
  • Købe et nyt billedredigeringsprogram, som hedder “Lightroom”. Det er absolut anbefalelsesværdigt, hvid du kan lide at sætte en ekstra hånd på sine billeder. Det er dog et program med mange funktioner, så der skal nok lidt øvelse til 🙂 Jeg glæder mig!

Madplan uge 45

Jeg har ikke fået lagt min madplan ud i denne uge. Men her kommer det vi skal have og har fået. Vi rejser til Norge fredag middag, så de sidste dage har vi ikke planlagt noget 🙂

Mandag: Brasede kartofler og flæskesteg. Det var resterne fra lørdagens aftensmad.

Tirsdag: Martins far havde lavet svinekæber, som havde simret i flere timer. Jeg har aldrig fået så mørt og godt noget kød. Det kan klart anbefales! Vi fik kartoffelmos til.

Onsdag: Rugbrød med fiskefilet og hjemmerørt remulade.

Torsdag: And med kartofler, brunede kartofler, rødkål, chips og en skøn andesovs. Mmh. Jeg glæder mig!

 

dsc08409

Den fineste fødselsdagsgave fra Mathilde, som hun har holdt i hånden under hele rejsen fra Norge, for at den skulle være intakt, når jeg skulle have den. Den giver det hyggeligste lys og tændes hver morgen ♥ Luca siger samtidig: Thilde lys 🙂

dsc08375

Der blev leget i timevis med det her magiske sand / kinetic sand, som jeg havde købt til Luca tidligere på ugen. Det kan klart anbefales til både små og store. Det er SÅ rart at røre ved og kan let formes i de små forme, som følger med.

dsc08407

Endnu et billede af den fine fyrfadsstage og de smukkeste roser som min mor havde med på dagen.

dsc08405

Mandag morgen opdagede jeg baderingen som pigerne havde leget med HELE weekenden. Det var en sød påmindelse om de mange lege som vores hjem var fyldt med hele weekenden igennem.

//Regine Elisabeth

Nøddesmør

dsc07745

For nogen uger siden lavede jeg nøddesmør. Som en del af mit nye projekt (læs mere HER) ville jeg forsøge at finde noget som kan erstatte almindeligt smør. Alle der kender mig ved, at jeg bruger smør på alt, både under leverpostejmaden og tandsmør på rundstykker – jeg elsker det. Det er helt klart noget som skal blive ved med at være i mit køleskab, men hvis jeg kan erstatte store dele af mit smørforbrug med noget, som ovenikøbet er sundt – ville det da være fantastisk.

Jeg har afprøvet denne nøddesmør til mange ting efterhånden. Jeg synes bestemt, at det kan erstatte almindeligt smør på rugbrødsmaden, til trods for at det slet ikke er samme smag. Det giver det ”bløde” element til rugbrødet, som almindeligt smør normalt giver. Derudover er nøddesmør en næsten uundværlig dyppelse til frugt og grøntsags snacks, hvor det giver denne fyldige og runde smag af nødder. Mmh. Du kan også bruge det i smoothies eller grød om morgenen. Det er jo fyldt med sunde olier – så det er bare med at komme den i alt, hvad du kan forestille dig. Du kan selvfølgelig ikke stege kød osv. i nøddesmør og vi vil slet ikke undvære den almindelige smør helt. Jeg vil dog helt klart erstatte med nøddesmør der, hvor jeg synes det smager godt.

dsc07735

Her får du opskriften på min ultra nemme nøddesmør.

Hjemmelavet nøddesmør

Ingredienser:

  • 3 dl mandler
  • 1 knivspids salt

Fremgangsmåde:

  1. Rist mandlerne på en tør pande ved middelhøjvarme i knap 5 minutter. De skal tages af, når du kan se at de begynder at få farve.
  2. Kom mandlerne i en foodprocessor eller en rigtig god blender. Mandlerne skal blendes i omkring 10 minutter. Her skal man virkelig have tålmodighed. Bare rolig. Det bliver til ”smør”, men mandlerne skal kværnes fuldstændig for at frigive de sunde olier, som de indeholder.
  3. Når mandelsmørret er færdigt tilsættes lidt salt.

Nøddesmørret kostede ca. 30 kr at lave (150 g) – altså noget mere end en almindelig pakke smør til omkring 20 kr for 250 g. Så der er lidt penge at spare ved at købe det almindelige smør, men tilgengæld er mandelsmørret LANGT sundere – her kan man virkelig smovse med god samvittighed. God fornøjelse med det.

dsc07747

// Regine Elisabeth

Madplan uge 39

14424049_10154564609844133_205104210_o

En skøn tapas menu hos min søster ♥

Nu er vi endelig ved at være på plads i vores nye, lyse og rummelige hjem ♥ Vi har fået fyldt skabe og fryser med lækre madvarer og forsøger de næste dage at få placeret tingene i køkkenet mest hensigtsmæssigt. Igår smed jeg den sidste flyttekasse ned i vores ”pulterrum”. Sikke en skøn følelse efter at have tømt omkring 40 af slagsen. Luca sover nu hele natten på sit eget værelse og kalder først om morgenen. Hyggeligt at vågne til ”Moooar – Hej Moar” og halleluja for en hel nattesøvn og et udhvilet barn.

Her til aften har vi gjort pålæg klar til de kommende hverdage. Vi har kogt æg, stegt kyllingefileter i ovnen og lavet en sund nutella. Derudover har vi lidt forskellige oste og en leverpostej fra Hanegal. Vi er klar til endnu en uge med godt vejr (forhåbentligt) og flere hyggelige besøg af venner og familie.

Madplan uge 39

Mandag: Svinemørbrad i flødesovs med soltørrede tomater. Dertil ris og broccolisalat.

Tirsdag: Blandet salat med avokado og varmrøget laks. Dertil lune grovboller.

Onsdag: Spagetti med kødsovs og resten af tirsdagens salat.

Torsdag: Rester eller rugbrød med stegt torskerogn.

Fredag: Krydrede kyllingeoverlår med ovnbagte kartofler, cremefraiche dressing og bønner.

Lørdag: Linsegryde med karry, koriander, kokusmælk og ris.

Søndag: Linsegryde i hjemmelavede madpandekager.

14453905_10154564609489133_323941952_o

Det første billede fra vores nye hjem. Vi nyder en smuk solnedgang hver aften fra stuen ♥

14466199_10154564607789133_845585091_o

Jeg fik den smukke og velindrettede kalender fra Atelier Aarhus i indflyttergave fra min søster og mor ♥ Jeg glæder mig til at tage den i brug.

//Regine Elisabeth

Hjemmelavet mayonnaise

DSC07520

Jeg har flere gange lavet min egen mayonnaise når vi har fået gæster, men aldrig haft det stående i køleskabet som en fast del. Men det skal det nu. Det smager langt bedre og er så utroligt nemt at lave – så hvorfor ikke bytte købe-mayonnaisen ud med denne lækre hjemmelavede mayonnaise uden tilsætningsstoffer eller andet skidt. Denne hjemmelavede mayonnaise er desuden perfekt, hvis man vil lave skønne sager som aioli, remulade og chilimayo.

DSC07537

Hjemmelavet mayonnaise

Ingredienser:

  • 2 pasteuriserede æggeblommer (eller bare almindelige æggeblommer)
  • 1 tsk sennep
  • 2,5 dl. rapsolie (eller hvilken som helst anden smagsneutral olie)
  • 3 tsk citronsaft
  • Salt&Peber

Fremgangsmåde:

  1. Tag alle ingredienser ud fra køleskabet og lad det stå indtil de har stuetemperatur (ca. 1 time)
  2. Kom æggeblommerne, sennep og citronsaft i en skål og pisk det derefter med en elpisker.
  3. Begynd derefter at hælde olien ned i skålen mens der piskes konstant. Det skal være ganske lidt af gangen, til at starte med. Derefter kan der hældes i en tynd stråle.
  4. Smag til med salt, peber og evt. lidt mere citron.

Sådan –  3 dl skøn mayo, der kan kommes i et skoldet glas og direkte i køleskabet. Den hjemmelavede mayonnaise kan holde sig i en god uges tid.

DSC07584

DSC07576

Endelig er havens blommer og æbler ved at være klar til at spise ♥

//Regine Elisabeth Jensen

 

Hjemmelavet bodyscrub

DSC07319

Igår aftes miksede jeg denne skønne bodyscrub på 5 minutter. Den er lavet af ingredienser som jeg altid har i køkkenet og derudover lavendler, som også fint kan undværes eller erstattes af noget andet som er sundt for huden, f.eks. kaffegrums eller blendet agurk. Jeg kom lavendel i for at give lidt duft og fordi de blomstrer så fint lige for tiden. Jeg kunne forestille mig at en æterisk olie med lavendel havde været helt perfekt at komme i også, på den måde ville den havde duftet mere af lavendel.

DSC07321

En bodyscrub er god at bruge fordi den giver super blød hud, fjerner alle døde hudceller og sætter gang i kroppens blodcirkulation. Jeg har planer om at bruge det på hele kroppen (pånær ansigtet) to gange om ugen og i den forbindelse prøve mig frem med forskellige ingredienser.

I denne bodyscrup har jeg brugt:

  • 2 dl groft salt
  • ½ dl olivenolie
  • 1 spsk honning
  • saften fra en halv citron
  • 10 lavendel blomster

Efter badet, hvor jeg brugte bodyscrubben smurte jeg hele kroppen med creme og min hud er simpelthen så blød idag. Det er skønt, at den er så let og billig at lave og er derfor en perfekt måde for mig, at få lidt wellness ind i hverdagen på.

Tilsidst lidt blandede feriebilleder.

DSC07129En smuk natursti på vejen til stranden i Tranum.

DSC07161Trods alverdens legetøj og bøger, er det kartonen med knorr-sovs som er absolut yndlings 🙂collageLuca og Martin sopper i Vesterhavet ♥

DSC07283Vores nyopgravede kartofler rengøres og skrabes på havebordet med hjælp fra Luca.

DSC07267Nyopgravede kartofler fra køkkenhaven. Sikke et dejligt syn.

//Regine Elisabeth

Madplan Uge 22

13293313_10154219641354133_951298801_n

Det har været en fantastisk weekend med dejligt vejr. Haven står i fuldt flor nu, med masser af vilde blomster. Det er så rart, at gå en tur i haven og samle en buket blomster, som kan pynte indendørs. Højbedene er også fyldt med små fine skud, som suger varmen til sig og vokser sig større for hver dag. Det er så sjovt at følge med i, og det ser ud som om at alt er godt på vej.

Madplan uge 22

Mandag: Frisk pasta med spinat, ricotta, dild og røget laks dertil et godt brød.

Tirsdag: Pastasalat med cremefraiche, forårsløg, ærter og friske asparges dertil pandestegt kylling og blødkogte æg.

Onsdag: Pizza med tomatsovs, hakket oksekødsklumper, snackpeber, frisk mozarella og rucola salat. 

Torsdag: ”Bygotto” med blomkål, kylling og pandestegt broccoli.

Fredag: Hjemmelavede forårsruller med svinekødsfyld dertil en salat af rød spidskål, spinat, persille og gulerod.

Lørdag: Grillet svinemørbrad med grøntagsterring af porre, broccoli, gulerødder og asparges og et godt brød.

Søndag: Rester fra ugen eller rugbrød med hjemmelavet tunsalat. 

13292907_10154219641524133_59499457_n

// Regine Elisabeth