Sprøde løgringe

Lækre sprøde løgringe med ketchup til. Mums – det var virkelig noget alle herhjemme kunne li’. Løgene bliver søde og bløde og skorpen sprød og let saltet. En snack, som helt sikkert kun skal høre weekenden til..! Selv om man nu sagtens kunne mæske sig med dem til hverdag, hvis ikke man skulle tænke på den manglende sunde tilberedning 🙂 Men engang imellem er det nu godt. Denne weekend har både stået på to portioner løgringe, pizza fra det lokale pizzaria i byen, slik, sodavand og rundstykker. Så bliver det vist ikke bedre 🙂 Selvom vi går meget op i god og sund mad herhjemme, så hænder det da, at vi rammer nogle virkelig usunde weekender – heldigvis ♥

Ingredienser:

  • 2-3 mellemstore løg
  • 2 dl mælk
  • 1 stort æg
  • 2 dl hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 dl panko rasp
  • Smagsneutral olie til fritering

Fremgangsmåde:

  1. Løgene pilles og skæres i ringe af ca. 1 cm tykkelse
  2. Mel, bagepulver og salt blandes i en skål.
  3. Løgene fordeles på en tallerken eller bageplade og drysses med en smule af melblandingen. Jeg brugte en lille si.
  4. Ægget piskes helt ud i mælken i en anden skål.
  5. Mælk og æggeblandingen tilsættes til melblandingen og der piskes indtil dejen er helt ensartet uden klumper. Jeg brugte et almindeligt piskeris.
  6. Løgringene dyppes i dejen. Ca 5 løgringe af gangen.
  7. Herefter tages de op en efter en, dryppes af og vendes i panko raspen til de er dækket med rasp på alle sider.
  8. De færdige løgringe lægges på en tallerken.
  9. Når alle løgringe er dyppet i raspen friteres de. Endten i en frituregryde eller i en almindelig gryde. Olien skal være ca. 150°c.
  10. Når løgene er gyldenbrune, tages de op og drysses med en smule salt.
  11. Serveres med ketchup og/eller aioli.

Løgringene med panko rasp er klar til fritering..!

Gyldne, sprøde løgringe.

Luca var vild med de ”sprøde chips” – som hun kaldte dem.

//Regine Elisabeth

Madplan uge 42

Ja, herhjemme er der ingen efterårsferie i næste uge, men mon ikke vi får mulighed for at holde tidligt fri en dag og alligevel dele lidt af jer andres feriestemning i de kommende hverdage. I weekenden lavede vi et fint græskar, som nu står på altanen og hygger. Derudover har vi bare slappet af, haft besøg af besteforældrene og været en tur i skoven.

Madplan uge 42

Mandag: Tærte med laks, frisk spinat og mini mozzarella.

Tirsdag: Frisk pasta med broccoli, bacon og kylling vendt i fløde.

Onsdag: Kartoffelsalat med ovnbagte krydrede kyllinge overlår. Dertil salat af rucola, avokado, snackpeber og mozzarella.

Torsdag: Rester 

Fredag: Gode bøffer med selleripommesfrites og aioli. 

Lørdag: Pizza med krydrede oksekødsklumper, majs og løg.

Søndag: Æggepandekager med røget laks, avokado, frisk spinat og creme fraiche. 

Billeder fra weekenden

 

Elskede L ♥

Et sjældent syn når man har et barn på knap 3. Men det hænder 🙂

 

Mit skønne og luftige gulerods-grydebrød blev nydt søndag morgen. Find opskriften HER.

//Regine Elisabeth

 

 

Sund kartoffel-græskarmos med saltede mandler

En fantastisk efterårs grøntsag – hokkaido græskar ..! Både velsmagende, billig og sund. Derudover er det jo smukt at se på, når det venter udenfor på at komme ind og blive til aftensmad – og selvfølgelig også smukt med den orange farve i aftensmaden. I onsdags brugte jeg et halvt hokkaidogræskar til kartoffel-græskarmos. Så let, godt og super tilbehør til vores hele ovnbagte kylling.

Ingredienser til kartoffel-græskarmos til 3 personer

  • 300 g kartofler
  • 1/2 hokkaidogræskar (kerner og skræl fjernes)
  • 1 spsk. Smør
  • 2 dl kogevand fra kartoflerne og græskaret
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk citronsaft
  • evt. Lidt frisk timian eller citrontimian
  • evt. Lidt kyllingefon

Tidsforbrug: 30 minutter.

Fremgangsmåde:

  1. Kartoflerne skrælles og hokkaidogræskaret udhules og skællen skæres af.
  2. Kartoflerne skæres i små tern og hokaidogræskaret i større stykker, da de hurtigere bliver kogt. De koges indtil begge dele er møre.
  3. Når vandet hældes fra gemmes ca. 2 dl væske.
  4. Kartofler, græskar, smør og lidt kogevand piskes sammen med en elpisker.
  5. Herefter tilsættes salt, citron, krydderurter og evt. mere kogevand, hvis mosen ønskes mere blød og cremet.

Ingredienser til saltede mandler

  • 3 håndfulde mandler
  • 1 spsk olivenolie
  • Friskkværnet salt

Fremgangsmåde

  1. Olien kommes på panden sammen med mandlerne.
  2. Giv panden middel varme og rør ofte i mandlerne.
  3. Når mandlerne begynder at give sig og få farve, hældes de over på en kold tallerken.
  4. Her kværnes salt over mandlerne, mens der vendes i mandlerne.
  5. Lad dem køle helt af, så de bliver sprøde.

//Regine Elisabeth

USA 2017

Langt om længe har vi fundet tilbage til hverdagen og nu også med lidt overskud. Vi havde fire fantastiske uger i USA, som altid vil blive husket som noget ganske særligt. Hjemturen var hård og det samme var jetlaget. Derfor har det taget os noget tid at vænne os til at stå tidligt op, gå i dagpleje og på arbejde og i det heletaget at få energi og overskud tilbage i en travl hverdag.

Nyd de følgende billeder og få et kig ind i noget af det mad vi har nydt på vores tur gennem USA’s sydstater.

Indbagte nykogte krebs og en krebse-krabbe-reje quasadilla i New Orleans.


Pizza på hotelværelset. Mmmmmmmmh



Rå og grillede østers med parmesan og hvidløg. Helt fantastisk at prøve det. Østers er enormt billigt i sydstaterne!

 

Hjemmelavede sandwich med hamburryg, salat, tomat, agurk og løg. Den typiske frokost på vores rejse.

 

Memphis er kendt for møre spareribs, bønner og coleslaw. Mmh – helt forrygende.

 

Den legendariske ”fried chicken” i Memphis, som er så sprød, smagfuld og fyldt med det saftigste kyllingkød.

Starbucks på hvert et hjørne…. Og vi nød det !!

 

Kogte peanuts med cajun krydderi. En typisk snack i sydstaterne.

 

”Latin food” tæt på vores hotel i Orlando. En lille restaurant, som var fyldt med lokale fra morgen til aften. Her har vi bestilt en helt stegt kylling, de typiske bønner i en brun sovs, avokadosalsa, safranris og en pastasalat. Vi havde mad til flere dage 🙂

 

En kæmpe vandmelon som blev nydt på vores altan i Miami.

 

Grillet hummer og en hummer sandwich i Key West. Det var vanvittigt godt!

 

På hotdog restaurant i Nashville. Her var der ca. 30 forskellige hotdogs at vælge imellem – alle uden ketchup og lignende 🙂

 

Vores campingliv var absolut ikke luksus… og vi nød det 🙂 Her et billede af en typisk aftensmad – dåsemad over bål 🙂 Det smagte nu godt efter en dag med mange kilometer i benene.

 

Vores favorit morgenmads restaurant – IHOP. Her en typisk menu med hashbrowns, æg, bacon, frenchtoast eller pandepager og selvfølgelig kaffe.

 

…. Og selvfølgelig fastfood, MASSER af fastfood. Den sidste dag inden vi rejste hjem valgte vi alt det vi havde lyst til 🙂

 

//Regine Elisabeth

Madplan uge 25


Agurker fra svigerfars drivhus 

Vi går en fantastisk uge i møde her hjemme. Martin har både fødselsdag og bliver Cand. Merc. Økonomistyring. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at fejre ham. Flere års hårdt arbejde er endelig ved at være slut og han fortjener virkelig at blive forkælet og fejret. Nu kan vi rigtigt begynde at se frem til vores USA tur og bruge aftnerne på at planlægge, undersøge og ellers bare nyde vores fælles ”frihed” uden projekt, eksamensforberedelse osv. Det bliver herligt.

Madplan uge 25

 

Mandag: Spise på restaurant. Vi skal fejre at Martin endelig afslutter sin kandidat i økonomistyring! ♥

Tirsdag: Vega-tærte med broccoli, spinat, tomat og løg.

Onsdag: Ovnbagt svinemørbrad med rodfrugter, nye kartofler og friske krydderurter.

Torsdag: Rester eller rugbrød med kartofler, mayonnaise og purløg.

Fredag: Grillet flat iron steak med hjemmelavet kartoffelsalat.

Lørdag: Kylingefrikadeller med pastasalat.

Søndag: Kyllingefrikadeller fra lørdag med flødestuvet spidskål og små nye kartofler.


Sommerhygge med julemusik ♥

Min gamle Pilea plante giver så mange fine aflæggere. 

Vores køkkenhave hos mine svigerforældre står så flot og grøn. 

Søndags morgenmad ♥

Neglelak af vandfarver – det var et hit 🙂

 

//Regine Elisabeth

Koldskål på 10 minutter ..

Da jeg var nede og handle i sidste weekend fandt jeg kærnemælk og A38, der var nedsat pga. dato. Jeg skyndte mig at hapse 2 af hver, så jeg kunne gå hjem og lave min egen koldskål. Vi elsker koldskål om sommeren – og har spist MEGET af det den sidste uge! Det er en dejlig dessert efter aftensmaden ♥ Det tager maks 10 minutter at lave en koldskål, og hvis du ikke har kammerjunkere til at komme i, kan der altid laves ristede havregryn til at drysse ovenpå. Her blander du havregryn med sukker og rister det på panden i smør. Mmh.

 

Ingredienser til 2 L Koldskål:

  • 4 æggeblommer (Jeg bruger pasteuriserede, men man kan sagtens bruge almindelige blommer)
  • 100 g. rørsukker
  • 4 tsk vaniljesukker ( eller kornene fra en hel vaniljestang, fordelt i lidt sukker)
  • 1 L kærnemælk
  • 1 L A38, tykmælk eller skyr
  • Reven citronskal fra en hel citron
  • 2 spsk citronsaft

Fremgangsmåde:

  1. Pisk æggeblommer, rørsukker og vaniljesukker indtil det er lyst.
  2. Tilsæt A38 lidt efter lidt og kom derefter kernemælken i, mens der stadig piskes.
  3. Riv citronskalden i og tilsæt citronsaften.

Rigtig god fornøjelse.

//Regine Elisabeth

Madplan uge 24

En dag i ugen, så jeg en helt fantastisk dokumentar film på DR’s hjemmeside. Den handlede om en ældre svensk mand, som kan heale. Det var i sig selv var ret fantastisk at se, men hans livssyn, respekt for mennesker og hans tro på det gode i livet, var det mest livsbekræftende og skønne i denne dokumentar. Jeg vil virkelig opfordre jer til at sætte jer og se den og nyde hans søde væsen – uanset om man tror på healing eller ej. Skøn beretning, som absolut skal nævnes her på bloggen. Dokumentaren tager 1,5 time og hedder ”Manden med de magiske hænder”. Klik HER for at se den. Jeg vil bestemt snart sætte mig og se den igen. ♥

Madplan uge 23

Mandag: Andebryst med nye kartofler, pandesovs og salatrester fra weekenden.

Tirsdag: Ostesuppe med porrerringe og croutoner. Jeg bruger altid den HER opskrift fra Karolines køkken. Den smager vildt godt.

Onsdag: Boller i Karry med en salat af æblestykker, rucola, spidskål og en syrlig dressing til. 

Torsdag: Rester fra mandag-tirsdag. 

Fredag: Fried rice med ærter, gulerodstern og svinekødsstykker. Her skal resten af risene fra onsdag bruges, og hvis der er kødboller tilbage, bruges de istedet for nyt svinekød.

Lørdag: Hel kylling i stegepose, kogte nye kartofler og dampede asparges Jeg laver næsten altid kyllingen med masser af timian, rosmarin, citron og smør.

Søndag: Tacoskaller eller pandekager med kylling fra lørdag. Kyllingen steges kort på panden sammen med rød karry pasta. Dertil forskellige grøntsager, salat og cremefraiche. 


Ugen der gik …

Scrabble ♥ Vi nyder, at specialet er afleveret. 

Kyllingespydene som var på madplanen i sidste uge, blev byttet ud med pandestegt kyllingebryst med frisk rosmarin og salvie – Grilmesteren var ikke hjemme 🙂 

Sommerferieeeeeee. 4 ugers roadtrip i sydstaterne i USA. Juhuuu. Vi kan ikke få armene ned! Der kommer snart er opslag med rejserute osv. 

Et kig ned i vores stue fra vores repos. Sofabordet er sammensat af de fineste vinkasser.

Oliventræet på altanen ♥

//Regine Elisabeth

Nemme vandmelon-is

Hjemmelavede vandmelon-is er suveræne til sommerdagene, hvor is er et must. Uden tilsætningsstoffer og sukker – et godt alternativ, hvis du spørger mig. Luca får selvfølgelig også almindelige is, men nyder stort set vandmelon isene ligeså meget.

Ingredienser

  • Vandmelon
  • 70 % mørk chokolade
  • Kokosmel
  • Ispinde

Fremgangsmåde

  1. Vandmelonen skæres i den ønskede form og størrelse.
  2. Ispindene sættes i. Jeg laver ”hullet” med en kniv først.
  3. Chokoladen smeltes. Jeg smelter 2/3 dele i et vandbad. Herefter tager jeg skålen med det smeltede chokolade af gryden med vand og tilsætter derefter den sidste 1/3 chokolade. På denne måde lykkes det stort set altid at temperere chokoladen.
  4. Vandmelonstykkerne dyppes i chokolade og kokosmel.
  5. Giv chokoladen tid til at størkne.
  6. Herefter lægges isene i fryseren. Jeg kom dem i en plasticbøtte med madpapir imellem hvert lag.
  7. Efter 12 timer i fryseren er isene helt frosne. (De kan sagtens spises inden da:)

 

Vandmelon- is ”in the making”. Luca nød at guffe vandmelon og smeltet chokolade. Martin var ikke begejstret da han så Real Madrid trøjen 🙂

//Regine Elisabeth

 

Madplan uge 23

 

Min mors hjemmelavede pitabrød blev hentet op fra fryseren, da hun og min søster kom på uventet besøg.

 

Madplan uge 23

Tirsdag: Oksekødspølser med frisk pasta vendt med broccoli og fløde.

Onsdag: Grillede kyllingespyd med marinade af citrongræs og koriander. Dertil en spinat salat med feta ost.

Torsdag: Rester eller rugbrød med makrel, tomat og mayonnaise.

Fredag: Fiskefrikadeller med nye kartofler og persillesovs.

Lørdag: Wok med oksekødsstrimler og grønne asparges vendt i en sause af soya, brun farin, olie, løg og hvidløg. Dertil hvide ris.

Søndag: Fiskefrikadeller på rugbrød med en god remoulade. Gulerods- og snackpeber stænger til.

 


Ugen der gik …

 

Ovnbagt laks, grøntsager, hjemmelavet thousand island dressing og guarkemole til pita.

Min søde lillesøster havde lavet raw-cake med oreo, karamel og chokolade, Mmmh.

Lørdag morgen med havregrød, æg, juice og vandmelon. Nogle gange kan simple ting fra køleskabet blive et hit! 

Lidt proviant til Martin under speciale skrivningen. Det var tiltrængt!

Smukke hjemmestrikkede klude fra min farmor. Alle med et fint motiv ♥

En stille torsdag aften nydes i eget selvskab med koldskål og en flødebolle fra Spangsberg.

Hjemmelavet sund nutella på mandler og chokolade. Se opskriften HER

//Regine Elisabeth

SUND nutella

 

Efter MANGE forsøg har jeg endelig fundet frem til den perfekt opskrift på sund nutella! Den smager himmelsk og kan både bruges på brød, grød eller bare med ske 🙂 (Luca’s foretrukne). Nutellaen tager ca. 20 minutter at lave og der bliver omkring 2 dl. Prisen for den er ca. 30 kr., så den er ikke meget billigere end en almindelig nutella – til gengæld er den laaaangt sundere.

Ingredienser:

  • 100 g mandler
  • 100 g mørk chokolade. evt. 70 %. (fint hakket)
  • 2 spsk. honning
  • 3 spsk kokosolie
  • én knivspids fint salt

Fremgangsmåde:

  1. Steg mandlerne ved høj varme på en tør pande, indtil de begynder at få farve.
  2. Kør mandlerne i en foodprocessor indtil de bliver ”flydende”(Se billede). Det tager ihvertfald 10 minutter, så vær tålmodig. Det første lange stykke tid forbliver mandlerne som en tør masse.
  3. Tilføj honning, salt og fint hakket chokolade til mandelmassen og blend det en smule.
  4. Smelt kokosolien i en gryde og hæld det ned i foodprocessoren (lidt af gangen), mens massen blendes. Kom kokosolien i indtil nutellaen har opnået den ønskede konsistens.
  5. Hæld nutellaen på glas og opbevar det i et skab i køkkenet.

Øverste billede: Den færdige mandelmasse. Nederste billede: Massen er klar til den smeltede kokosolie.

En klassiker i forklædning! Mmmmm. God fornøjelse.

//Regine Elisabeth